BIAVL!

Har man bare een gang lukket op for et bistade, kikket på det liv der udspilles her - og er blevet stukket, så hænger man på den. Er man ikke interesseret i "sådan noget galsindet kryb", skal man på det bestemteste nægte at nærme sig et bistade, for kun på den måde kan man fastholde sine fordomme og undgå at blive fanget af en hobby, der både er berigende og spændende og en gang i mellem også giver lidt honning.

Et udsnit af min bigård

Min bigård omfatter i øjeblikket 5 stader, hvoraf de fire er "gammeldags trugstader" det sidste stade er af opstablingstypen. Rammemål er 12 x 10. Bigården er placeret på en planteskole i udkanten af Alslev.

Noget bimateriel laver jeg selv. Her er jeg på vej ud til bigården med en lille kasse, der skal rumme en ny familie, jeg skal have lavet. En familie ser ud til at lide af pladsmangel og er begyndt at bygge sværmceller, så den må hellere tages i opløbet. Senere må jeg besøge Jens Peter og se, om han har en sværmtræg dronning. Mon der så ikke i den bageste kurv skulle være en termokande og en frisk "Spandauer", der kan nydes, når arbejdet er overstået. Herude er der en egen stemning. Sangdroslen kan høres langt omkring, mejserne har travlt, og hele tiden kommer bierne summende gennem luften tungt lastet med pollen eller nektar. Tænk, at man kan komme til at holde af sådan nogle små dyr, man kan ikke engang klappe dem.

Vi skriver 17. febr. 2002. Hele næsten hele vinteren er gået, og man ser frem til den nye sæson. Glemt er bøvlet fra i fjor og glæden da indvintringen var overstået. Nu er de første bier dukket frem og har været ude på den første flyvetur. Der meldes om sne og kulde de nærmeste dage, så det er med at komme ud og lægge ekstra sække i trugstaderne, sådan at den nye yngel, der er på vej ikke lider overlast. Solen skinner, så det er nu det skal være. Ude mellem træerne er der stille og roligt, nej ikke helt, for der er en stille kvidren rundt i træerne. Jeg kan høre en misteldrossel i det fjerne, men også solsorten synger med og musvitten filer sin sav. Der er liv i alle stader, men noget tyder på, at et par stader godt kan tåle lidt ekstra foder. Det må jeg ud med, så snart vejret tillader det.  Ved et af staderne er bierne i fuld gang med at rydde ud i de døde bier, og der er en livlig trafik ud og ind af stadet. Den familie skal jeg nok få glæde af. Det nærmer sig frokosttid, så det er tiden at vende næsen hjemad, men jeg skal lige hen til pilehegnet, det er jo der de skal hente den første pollen. 

Knopperne er bristet og gæslingerne titter frem. Om kort tid vil hanblomsterne stå med store mængder pollen, som bierne vil boltre sig i og transportere hjem til stadet, hvor det bliver brugt som foder til ynglen.

Tirsdag, den 5. marts 2002. 

Bierne er ved at trænge til foder. Der har kun været få flyvedage, men alt tyder på, at de har været på renselsesflugt. Vejret var fint, med sol og ingen vind her mellem træerne. Jeg lettede låget, og fjernede den gamle myresyreplade fra i efteråret. De blev lidt sure, men det lykkedes at tage dette billede, uden at få den helt store flok op i ansigtet. Men sikke et liv der er. Uskarpheden skyldes, at bierne konstant er i bevægelse grundet forstyrrelsen. Det var dejligt at se dem igen, nu går det den rigtige vej. Een måtte dog lade livet, da den filtrede sig ind i mit skæg.

Så nåede vi frem til den 31. marts 2002. Pilen er sprunget ud, og nu er der for alvor noget at trække på. Pollen fra pil spiller en stor rolle som foder for den yngel, der allerede er på vej i staderne.

Bierne har brug for vand, så tæt på som muligt. Disse bier har fundet en kildevældssten i haven.

Nu er det meste af maj gået. Det har været en god måned for bierne. Der har været mange gode trækdage, så udviklingen er nærmest eksploderet i staderne. Der har været meget at lave med at sætte voks i tavlerne (det kommer bag på mig hvert år). Det har også været nødvendigt at lave ekstra magasiner til trugstaderne. Mælkebøtterne er for længst afblomstret og nu blomstrer hvidtjørnen.

Trækket er nok på sit højeste her i området nu, og produktionen af bier er enormt. En god dronning kan lægge ca. 3000 æg om dagen. Så kan der gå kuk i samfundet. Bifolket deler sig og sværmningen starter. Der dannes sværmceller med dronninger, og pludselig en lun sommerdag fra slutningen i maj, rejser en flok af sted ud for at finde et nyt sted at slå sig ned, medbringende et kvantum honning, så de har foder til 2-3 dage. Det er jo noget møg. Alligevel er der noget storslået over sådan en sværm fra det øjeblik, den forlader stadet. Der kan være måske 20.000 bier i sådan en sværm.

  Her er der gået en lille sværm. Den i en 2 m.   

  høj birk, lige til at gå til.

En sværmkasse findes frem. Den indeholder nogle vokstavler, der dufter godt. Foran  lægges en sæk til at ryste bierne ned på. Det vigtigste er, at dronningen kommer med.

Denne tavle er tæt på at være fyldt med honning. Øverst er forseglningen godt i gang. om kort tid er hele tavlen forseglet og klar til slyngning. Hos os er det altid en festdag, når den første honning slynges. Så kommer børnebørnene på besøg og får lov til at trække håndtaget på slyngen. Og når den første honning er slynget, skal vi have franskbrød med nyslynget honning, kaffe og saftevand. Den glæde og fornøjelse, at hele familien på den ene eller anden måde er "rodet ind" processen opvejer alt bøvlet med bier der sværmer. De dage, hvor man pludselig må slippe, hvad man står med, udsætte besøg eller ændre aftaler, fordi de møgbier pludselig sætter dagsordenen, er glemte, når den gyldne honning løber fra honningslyngen.

Lørdag den 1. juni 2002, høj solskin, 20 grader, let vind rigtig en havedag, hvor man kan få lavet en masse. Kommer tilfældigt om i baghaven og kan straks høre, at der er noget galt i stadet. Bitøjet på, ild i røgpusteren og så i gang. Det lykkedes at stoppet en sværm. Over middag må jeg hellere køre ud, for at se til de andre bier. Der hænger en stor sværm i en fyr. Hjem for at hente en sav og en kasse. Så gik den dag. I morgen kan de for min skyld flyve ad Pommern til. En uge senere var tiden inde til den første slyngning. Vi tog Sørens (juniors) først. Det var en fornøjelse at løfte tavlerne ud af stadet og mærke vægten af dem. Det er altid spændende at se hvor stor udbyttet er. Og så løber de første gyldne dråber ned i sien, men det viste sig, at honningen var så "tør", at det blev meget bøvlet at få det gennem sierne. Da vi var færdige var der ca. 60 kg honning. Den tungeste tavle vejede over 3 kg. Denne honning skal ikke røres mange dag inden den tappes.

Det viste sig at holde stik. Der gik ikke mange dage, så var honningen så stiv, at det næsten ikke var til at røre. Så gik vi i gang med tapningen. Det er nok det mest trælse arbejde, da vi gerne vil have, at nettovægten ikke svinger mere end et par gram. Se, hvor pænt det lægger sig i bægeret.

LYNGBIAVL Lyngbiavl er specielt knyttet til Vestjylland. Det hænger naturligvis sammen med, at det er her, der er de største lyngarialer, men også fordi, bierne har lettere ved at trække nektaren ud af lyngblomsterne. Efter sigende skyldes det, at der falder mere dug i de kystnære områder, så der er flere ting, der skal gå op i en højere enhed, for at få en god honninghøst. Megen dug om natten, godt trækvejr fra morgenstunden og naturligvis en god blomstersætning i Lyngen. Både forsvaret og Statsskovdistikterne udlejer stadepladser, og der er stor rift om disse.
Her er så mine 4 kasser lyngbier. De står godt i læ for vestenvinden på et et fredet areal øst for Grærup Langsø. Når lyngtrækket rigtigt starter går der ikke mange dage inden, man kan mærke duften af lynghonning. Nogle familiemedlemmer kalder det stanken.
	Går man om på den anden side af træer er der en der en fin udsigt over Grærup Langsø til klitterne ude ved Vesterhavet
	Vi zoomer lidt og får et glimt af søen. Foran træerne ved søen kan man hver aften se en flok krondyr. En enkelt aften har jeg set omkring 40 dyr på engen
Man kan også lave en familietur ud af tilsyn med bierne	Hvert år arrangerer biavlerforeniningen en "lyngtur," hvor der så rigtigt bliver diskuteret bier. Der er næsten lige så mange meninger om driftsformer, som der er biavlere. Det skorter sjældent på smådrillerier, så alt i alt er det en hyggelig måde at mødes på.
Før man ved af det, er lyngsessonen ovre, og så kommer det spændende. Gav det noget honning? Det finder man ud af, når man kommer hjem i slyngerummet. Her venter den næste overraskelse. Er det første gang man arbejder med lynghonning bliver det lidt af et chok. Det koster meget sved og næsten blod og tårer at få honningen ud af tavlerne. Det er næsten som tyk gelé. Hele huset dufter/stinker af stærk lynghonning. At få det rørt til den rette konsistens kræver øvelse. Næste år ved vi, hvordan vi skal gribe det an. Det handler om erfaring	Så gik solen ned over biavlen i 2002. Tilbage er at få bierne hjem fra lyngen og få dem vinterfodret. Og så tænker man: "Til næste år bliver det meget bedre"
I slutningen af august 2003 fik vi øje på noget besynderligt i et træ i skovkanten hos Søren	En sværm var gået fra én af hans kasser og havde slået sig ned i et træ 5m over jorden. Det lykkedes ikke for den at finde et egnet sted, og valgte at bygge i det fri. Den har startet byggeriet her i vestsiden og vokset mod øst.
Her ses boet fra øst, og man kan se, at der er livlig aktivitet. Det bliver spændende, om vi kan få den ned.
	Fredag, den 27. april 2007 Dette hører til noget af en sjældenhed. Jeg har aldrig oplevet en bisværm på den tid af året.
Her så sværmen nede på jorden og på vej ind i transportkassen. I løbet af 2 timer var alle bier inde, og de kunne flyttes ud i den fjerne bigård. Det var kassen i haven, der havde delt sig, Og sværmen fløj over i naboens mirabelletræ.