Miljøministeren har besluttet, at der skal oprettes "National-parker." Diskussionen om udformningen er allerede i fuld gang. Kommunalbestyrelserne i de berørte områder øjner straks turistkroner, men er det det, der skal være drivkraften, eller skal det være bevarelsen af en spændende natur.

Jeg er nervøs for, at de økonomiske midler, der er afsat til naturbeskyttelse og naturgenopretning, vil blive kanaliseret hen til nationalparkerne, for det er jo her naturen findes! Det kan meget let blive den opfattelse, der vil brede sig i befolkningen.

Jeg er bange for, at vi om nogle få år vil komme til at stå med et meget stort problem, der vil komme til at koste dyrt både økonomisk og naturmæssigt. Rundt om i landet findes mange små lokaliteter, der er omfattet af en fredning. Fredningsdeklarationerne fastsætter, hvad der må ske og ikke ske med disse arealer. Nogle arealer er så heldige, at de er pålagt plejeforanstaltninger, men det har de ansvarlige myndigheder glemt. Resultatet er, at disse arealer er inde i en forandring, der i løbet af få år vil fjerne det grundlag, de er blevet fredede på. Nu er de på vej til at blive til krat af bjergfyr o.l. Biodiversiteten forsvinder, det karakteristiske forsvinder, og hvad er der så tilbage at

bevare? Det kommer til at betyde, at en del af floraen og faunaen i disse år forsvinder.

I det daglige har vi endnu større glæde ved at kunne bevæge os rundt i den natur, der ligger lige foran os, og få nogle gode oplevelser der, frem for at skulle besøge en nationalpark. Godt nok er der ingen turistkroner at hente i lokalnaturen, men der må da også godt være noget til alle vi andre, der lever her og yder vores part til samfundet. Alt behøver nødvendigvis ikke at gå op i turisme og kroner. Miljøministeren kan tilsyneladende hurtigt stampe 100 mill. kroner op til et projekt. Det ville være godt, hvis der også kunne ydes ambulance-hjælp til den natur, der er ved at give op. Kommunerne har en forpligtelse til at hjælpe med at bevare den, når nu amterne har givet op. De bruger den jo som reklame. Også i lokalsamfundene må man tage et ansvar for at bevare bestemte lokaliteter. Hvad med et samarbejde mellem lodsejere, borgerforeninger, kommunerne, o.s.v. for at få nogle projekter startet op. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil kunne indhentes dispensationer hos Fredningsnævnene, når der ligger saglige og veldokumenterede projekter på bordet. Vi skylder vore efterkommere, at de vil få mulighed for at opleve den flora og fauna, som nogle af os har oplevet.

I begyndelsen var der åen, den kunne man forliges med, for den gav næring til mange, men man havde også respekt for den, og derfor byggede man i en passende afstand, for den kunne være voldsom. Når en generation ikke havde mærket det, glemte man alt om åen og byggede tættere på.

Det hændte så, at nogle fik våde tæer og beklagede sig voldsomt over, at man ikke gjorde noget, for det kunne da ikke passe o.s.v.. Man glemte også, at åen var en del af livsrytmen i området, noget bynært, som alle kunne nyde, og det ganske gratis.

Det begyndte med Engdraget, hvor mindre skønne industribygninger begyndte at ødelægge helhedsindtrykket, så smuttede Tømmerpladsen, som kunne være udlagt som grønt område, og derefter kom turen til området ved Varde Sommerland på østsiden af åen, men det var ikke nok. Shell-grunden var meget attraktiv for en butik, så den smuttede også.

Er vi så færdige? Ordet attraktiv spøger stadig, men ikke i betydningen for helheden (læs Vardes indbyggere). Nej, det betyder i virkeligheden byggeri, som kun et begrænset antal mennesker får adgang til. Nu har man så fået øje på området ved Kærvej og fylder man et par meter jord på, så er man nok i sikkerhed for åen. Forestil jer at komme kørende ad Nordre Boulevard og i stedet for den natur, man har nu, så vil man kikke ind i en skrænt og et villabyggeri omgivet af plankeværk e.l. for at skærme mod vestenvinden.

Ville man gøre noget godt i det område, så kunne man skærme af for den opfyldning, der er ved industrianlæggene ved Kærvej, Det er af uvurderlig betydning, at man bevarer de bynære grønne områder til gavn for alle. Man er nødt til at sætte sig ned og få lavet en langsigtet byplanlægning i respekt for den specielle natur der omgiver os. Vi må forvente, at de personer, der går ind i kommunalpolitik, har nogle visioner, der omfatter helheden. Det kan godt være det tager tid at lave byplanlægning, det skal det også, for ellers bliver det ikke godt. Når man så har tænkt tanker, så deler man dem med kommunens indbyggere og går i konstruktiv dialog med dem.

Først til lykke til JydskeVestkysten i anledningen af man endelig har fået brudt den berøringsangst, avisen gennem mange år har haft i miljøspørgsmål. Jeg tænker her på artikelserien om Grindstedværket forfattet af Poul-Erik Thomsen. Vi må håbe, at alsidigheden fremover vil komme mere frem i avisen. Hvordan kunne det ske? spørger Poul-Erik Thomsen i lederen søndag, den 1. april. Han forsøger selv med et svar, citat: For det første: Der var ganske enkelt ikke den viden om naturbeskyttelse og forureningsbekæmpelse, vi har i dag. Miljø var ikke en del af undervisningen på selv de højeste læreranstalter…. citat slut. Nu er "miljø" jo et ord der i dag er meget vidtfavnende. Her er der kun brug for ordet i betydningen "biologiske sammenhænge." Her vil et andet citat være på sin plads: "Ingen, der har kendt vort lands natur for 25 år siden, og som kender den nu, kan være blind for, at naturen ved Danmarks gradvise overgang til industriland har lidt i megen høj grad. Dyrkningsmetoder, åreguleringer og store fabriksanlæg har forringet vort lands naturskønhed. Med nutidens hjælpemidler kan i utrolig kort tid livsvilkårene for en oprindelig flora og fauna lægges øde og landskabsformer ændres. Hvad der fremskynder ødelæggelserne er overvurderingen af vore søers og rindende vandes selvrensende evner. Fremsynethed er ikke identisk med drømmeri. Der kan fornuftigvis ingen tvivl være om, at hvis vi endnu blot i en generation behandler vort lands natur således, som vi er faret frem mod den, vil der af landets naturskønhed kun blive sørgelige rester tilbage," citat slut. Kære venner dette er et uddrag af forordene vor internationale berømte ferskvandsbiolog Carl Wesenberg-Lund i 1915 skrev i sit samlede værk om ferskvandsinsekternes biologi. Et værk han havde arbejdet på i perioden 1898-1913, og hvoraf delprojekter blev offentliggjort i udenlandske tidsskrifter. Hans forskning var anerkendt i vide kredse og danner også i dag grundlag for den videre forskning. Blev han så hørt? Nej, én ting er, hvad der foregår på universiteterne, en anden ting, hvad der foregår i det praktiske liv. Der har altid hersket en vis Jantelov i samfundet. Landbrugets og industriens lobbyister har formået at underkue vore politikere, så de ikke har turdet eller magtet at sætte sig igennem. Hver gang der er øvet kritik af et erhvervs fremfærd har dette stået parat med tal, der fortæller om erhvervets enorme betydning. Så er politikerne faldet til patten. Man burde nok undersøge prisen for den succes erhvervene har opnået. Reguleringen af vandløb i midten af 1900 tallet var en stor pris, man mente var nødvendig. Vandløbene blev betragtet som afvandingskanaler for landbruget og byernes spildevand. I dag kan man stadig se vandløb, der er ræverøde af okker fra markdræn, der for længst burde være lukket.

Så kom spildevandsreformerne, som pålagde byerne at oprette biologiske rensningsanlæg betalt og drevet af brugerne og hurtig mærkedes en forbedring af vandkvaliteten lige bortset fra områderne omkring dambrugene, hvor man tydeligt kan se forringelse af vandkvaliteten. Det er heller ikke så sært, for til 10 kg dambrugsfisk bruges der 9 kg foder forarbejdet af fisk. Til forarbejdningen kræves fisk, der egentlig skulle tjene som føde for havets fisk. Dertil kommer energiforbrug til forarbejdning, iltning af dambrug samt transport. Så mangler vi lige at medregne udslippet af CO₂. Der kan vi nok købe en kvote i et u-land. Så er der ro i sjælen.

Nu er der så sket det, at landbruget har omstruktureret driften, således at der er færre men meget store landbrug. Det kræver store sammenhængende arealer, hvilket har været hårdt ved kulturminder, gravhøje og diger. Men det har også krævet sin pris både hos flora og fauna. De store arealer med monokulturer giver ikke plads til meget andet. Den største synder er nok udslippet af næringsstoffer til luft og vandløb. De luftbårne næringsstoffer forandrer floraen på vore fredede hedearealer etc. og de, til vandløbene udledte stoffer ender i havet, nogle steder med katastrofale følger. Det er nok ikke forkert at sige, at landbruget indirekte er med til at kvæle erhverv, der er knyttet til havet og fjordene.

Vores byplanlægning æder sig også ind på naturen. Vi må nok erkende, at vore politiker ikke har den store viden på miljøområdet, i hvert fald ikke når vi når ned til lokalpolitikerne. Naturligvis kan de ikke vide alt, men når deres fagfolk fraråder et projekt og reaktionen så er, at så kan man bare søge om dispensation, så er man ikke nået ret langt. Inderst inde ved de det nok, men de vil ikke vide af det.

Jeg vil slutte med endnu et citat af Wesenberg-Lund: "Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde; ikke snese af generationer kan bringe den på fode igen. Intet slægtled med tilbørligt fremsyn og med respekt for det overleverede vil gå med til et sådant ødelæggesesværk. Opretholdelse af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre: ødelæggelsen af den for øjeblikkelig vindings skyld særdeles meget med brutalitet." Som sagt skrevet i 1915. Mange andre har gennem tiden gjort opmærksom på dette og hint, men man ville ikke høre, man vidste bedre.