Jeg
er født i 1938. Uddannet lærer fra Th. Langs Seminarium i Silkeborg i 1964
med biologi som speciale. Jeg har siden deltaget i adskillige
biologikurser af kortere og længere varighed. Ansat ved Alslev Skole indtil en
blodprop i hjernen i 1996 sendte mig på førtidspension. Det gav stødet til en
ny tilværelse, der åbnede døre til en helt anden verden. Men først måtte jeg
gennem en genoptræning på geriatrisk afdeling i Varde, hvor jeg mødte et
dygtigt og engageret personale, der gjorde et godt arbejde. Noget af hukommelsen
var smuttet. Bl.a. det område, hvor man opbevarer sit navnestof. Kort sagt
masser af navnestof inden for botanik, zoologi, geografi m.m. var forsvundet. At
bruge en computer var uhyggeligt svært. Det fik de i gang i Varde. I slutningen
af 1997 blev jeg indstillet til et 3 måneders ophold på
"VEJLEFJORD, center for udvikling og Genoptræning", og her startede
jeg så i jan. 1998. Her blev der sat ind på alle fronter af topprofessionelle
mennesker.
Det var et 8 til 16 job, hvor man virkelig fik muligheder for at prøve grænser
af. Her kunne man meget af det, der ikke er plads og mulighed for i det normale
system. Jeg er utrolig taknemmelig for dette ophold. Her i disse for en vestjyde
specielle naturområde kom jeg igen i gang med botanik, og jeg tror det kommer
lidt efter lidt. Jeg meldte mig ind i Vejlefjords Venner, en forening
bestående af mennesker der har været til genoptræning her, samt pårørende.
To gange om året, i maj og oktober, arrangerer foreningen en forlænget weekend
kaldet "Løvsprings- og Løvfaldstræf". Programmet omfatter
underholdning og foredrag og hvad der ellers kan findes på. Hovedsagen er, at
vi kan rejse hjem med noget i "bagagen" og sige: "Vi glæder os
til næste gang". Her holdes også et højskoleophold i august.
Vejlefjord set fra parken |
Jeg har været med siden 1999, og jeg glæder mig til hver gang. Det er ikke ret mange steder der holdes højskole for mennesker, der er ramt af apopleksi, med de skavanker det medfører.
Men tag ikke fejl. Tankerne fungerer fortrinligt, problemet er ofte, at forbindelsen mellem tanke og handling giver lidt forsinkelser. Der er en vej, der er blevet afbrudt, vi skal lige finde den nærmeste omkørsel, og det kan ske, vi skal have kortet frem og lede lidt. Måske kan nogle af mine erfaringer her skrives ned på en ny side.
Jeg har altid interesseret mig for foreningsarbejde. Jeg har bl.a. siddet i "Danmarks Naturfredningsforenings Lokalkomite for Varde og Omegn" siden 1974 heraf 20 år som formand. Jeg sidder der endnu men nøjes med at være menigt medlem. Jeg har været turleder adskillige gange rundt i de usædvanlige fine naturområder, vi er omgivet af. Jeg var formand for den lokale antenneforening i 24 år, har været medlem af Varde Kommunes Ældreråd m.m. og sidder i øjeblikket i bestyrelsen for Vejlefjords Venner. Men man skal kende sine grænser. Nu har jeg trappet ned.
Interessen for naturen har jeg haft lige fra
barn. Det største indtryk tror jeg, jeg fik, da jeg som 10-årig
så den største samling af kæmpebillen
"Egehjort",
der kan opnå en størrelse på 5-7 cm. og kasser fulde af forskellige
sommerfugle. Egehjorten er uddød i Danmark, det er også mange af sommerfuglene,
også en del af de sommerfugle jeg selv gik i gang med at indsamle og satte i en
kasse
Jeg har i forbindelse med min uddannelse, på ekskursioner, i foreningsarbejde og mange andre steder truffet mennesker, der i kraft af deres viden og erfaring har været en spændende oplevelse. Det har alt sammen medvirket til at løfte en lille flig til forståelsen af de økologiske sammenhænge i vores natur og givet anledning til undren, begejstring og ydmyghed, men også en begrundet frygt for udviklingen i vores naturholdning.
Formålet med at lave denne hjemmeside er først og fremmest at vise, at fordi man er ved at være halvgammel, så bliver man aldrig for gammel til at lære noget nyt. Det er hjernegymnastik. Endelig vil jeg også gerne gøre folk opmærksomme på de naturrigdomme, vi har liggende lige for næsen af os. Men vi har dem kun så længe, vi passer på dem. Vi har dem kun til låns af de næste generationer. Tag en tur ud og nyd dem.

Dansk Ingefær (Vejlefjord aug. 2000)
Sidst opdateret 13.feb.2006