VEJLEFJORD

Neurorehabilitering

 

 

Jeg kom til Vejlefjord søndag, den 4. januar 1998. Ægtefæller skulle med og blev til dagen efter. De skulle orienteres om, hvad opholdet gik ud på. Jeg tror, vi var 22, der skulle deltage i genoptræningen. Det hed sig fra starten af, at vi ikke var patienter, men deltagere. Vi fik en grundig orientering om, hvad der skulle foregå. Det var godt, ikke mindst for de pårørende. Jeg var den ældste, og de to yngste var henholdsvis 18 og 25 år. Resten fordelte sig jævnt opefter. Det har altid påvirket mig meget at se så unge mennesker i den situation, og vide, at de skal slås med eftervirkningerne af deres skade resten af deres tilværelse. Jeg havde trods alt en rimelig lang tilværelse bag mig med masser af spændende oplevelser, havde en familie o.s.v.

Vejlefjord er en statelig bygning, der blev taget i brug i 1900

Herover er ganske kort lidt af Vejlefjords historie 

 
At komme på genoptræning på Vejlefjord var et fuldtidsjob. Vi blev fordelt i grupper, så vi nogenlunde passede sammen til diverse former for gruppearbejde. Derudover var der individuelle opgaver. Hver deltager var havde en kontaktperson, og man havde sit eget skema.

Som et fremgår af skemaet var opholdet meget alsidigt tilrettelagt. Huller i skemaet er ikke udtryk for slendrian, men her var indlagt nogle fællesaktiviteter af forskelligt indhold.
  Blandt flere muligheder valgt jeg smykkeværkstedet, fordi det lød spændende og indebar mange muligheder. Emnet, jeg valgte hed "Dronningekæden." Det var bestemt ikke den letteste begyndelse, men hvem sagde også, at det skulle være let. Nogle vil nok sige spørge, hvad det har med genoptræning at gøre. Svaret er enkelt. Heri indgår mange forskellige operationer, fremstilling af ringene, og så sætte ringene sammen i det rigtige mønster. Det er kombination af tanke og handling og udholdenhed. Der skulle holdes mange pauser. Først ser man på tegningen og så vil man samle leddene. I mellemtiden har man glemt tegningen, så forfra igen. Prototypen blev lave i forsølvet kobbertråd. Derefter indkøbte jeg ægte sølvtråd og lavede en til Merry. Det er den, der er vist på billedet. Det var en stor udfordring. Det er noget jeg med mellemrum stadig tager frem.

 

Kognitiv træning og psykologsamtaler!
Det er egentligt lidt af et paradoks. I mit arbejde som lærer har jeg sendt elever til specialundervisning efter rådgivning fra skolepsykologen. Pludselig var man selv i den situation, at man bliver testes af en psykolog, og der bliver tilrettelagt et træningsforløb. Det kunne være praktisk problemløsning, metoder til at huske, de fleste af deltagerne havde via deres skade fået problemer med hukommelsen, især korttidshukommelsen, og så kan det være praktisk at have en metode til f.eks. at huske en besked, eller hvad man skal købe ind i "Brugsen." Der var/er også et behov for at finde ud af: Hvor er man i livet, hvilke muligheder har man for at nå nogle af de mål, man tidligere har sat sig, kort sagt, det drejer sig om erkendelse.                         En del af denne træning foregik i grupper, hvor man gennem udveksling af erfaringer og samtaler fandt ud af, at man ikke var: Palle alene i verden" Alt sammen var det med til, at skabe ro og orden i det kaos af tanker, man tumlede rundt med og ikke kunne få hoved og hale på. Hvordan ville fremtiden forme sig, hvad med familien, ville de kunne forstå, at man ikke bare blev rask som i så mange andre sammenhænge. Vi skal jo ikke glemme at mange af deltagerne havde mindreårige børn. 

 

Pårørendeundervisning
Ca. midt i forløbet var vore pårørende inviteret til et kursus af en lille uges varighed. Det var et kursus, der kørte uafhængigt af vores forløb. Vi mødtes til måltiderne og i fritiden. Dette kursus gik ud på at oplyse de pårørende om eftervirkninger af en hjerneskade af den ene eller anden art. Også her var der mulighed for gennem foredrag, samtaler og diskussioner, at udveksle erfaringer. Det var måske en af de mest værdifulde ting på opholdet. Merry sagde bagefter:" Først nu forstår jeg, hvad det hele handler om." Det burde være en obligatorisk del af genoptræningen på alle hospitalers genoptræningsafdelinger.

 

Samarbejdets kunst
Når man har fået en skade, vil den ofte virke som en blokering og man kan nærmest være handlingslammet. Man bruger meget energi på det, der er en følge af skaden. Der er måske også mange spekulationer. Det vil være helt naturligt. Stå man så pludselig over for en opgave, der skal løses, vil det letteste være at tænke:" Det kan jeg ikke." Lad det ligge, lad det ligge til i morgen, så kan det være o.s.v. Knap halvdelen af holdet havde værkstedstimer, og her fik vi udfordringer. Det forrige hold havde påbegyndt en forhindringsbane eller motionssti nede i skoven, og det var vi enige om, at det ville vi godt videreføre. Det var i januar måned, så det var lunest på værkstedet. Her blev ideerne udformet og alt, hvad der skulle forberedes, blev lavet her. Men opsætningen skulle laves i skoven. 
Som det fremgår af billedet er det vinter. Men passende påklædning og nogle termokander kaffe hjalp godt. Her er vi lige blevet færdige med gyngen og så er det fyraften. Tilbage er at føre dagbog over dagens arbejde og gøre opmærksom på hvad der mangler, som skal færdiggøres næste gang

De to ovenstående billeder viser noget af arbejdet.  Billederne er taget i 2003. Ved hver enkelt emne blev der opsat et navneskilt. Til venstre "Vejlefjordbroen" og til højre "Isflagen."  "Vejlefjordbroen" gav anledning til mange diskus-sioner om, hvordan konstruktionen skulle laves. En tegning var ikke nok, så der blev lavet en model i forholdet 1:10. Formålet med motionsstien var først og fremmest genoptræning, men enhver skovgæst er velkommen til at benytte den.

Hvad var så ideen med et sådan projekt? Jo, først og fremmest at finde ud af, at man godt kunne løse en opgave, når man fik den grundigt planlagt. Samtidig var det vigtigt at samarbejde. Nogle havde ikke den fulde førlighed i den ene side. Den abstrakte tanke var heller ikke ligefrem en hyldevare. Endelig skal vi heller ikke glemme det sociale aspekt, der var lagt ind i opgaverne.

Enkeltvis kunne vi noget, sammen kunne vi meget!

 
Vi boede godt. Hvert værelse var med eget bad og toilet, samt telefon. Vi kunne indrette os efter behag. Jeg havde bl.a. medbragt lidt radioudstyr, så jeg kunne holde kontakt med radioamatørerne derhjemme, men det blev også til mange andre forbindelser. Antennen var trukket ud ved vinduet og over til et træ.
Det var helt dejligt hver morgen at kunne tække gardinerne til side og se ud over landskabet. Vi havde ikke så mange dage med sne. Det var en lise for sindet at sidde og se ud over fjorden,
   
   

 

 

 

 

Tilbage