Radioamatør

Er en vidtforgrenet hobby, der dækker alt mellem antenne og jord. Man kan købe sit udstyr. Det er også muligt at bygge det selv, eller man kan kombinere. Jeg har været radioamatør siden 1956. Efter at have aflagt en teknisk prøve i radioteknik samt en morseprøve på 60 tegn i minuttet for Post og Telegrafvæsenet, fik jeg i 1957 min sendetilladelse og fik kaldesignalet OZ1EM. Siden har jeg også erhvervet kaldesignalet 5Q1EM. De frekvenser, jeg boltre mig på ligger i områderne 160m, 80m, 60m, 40m, 30m, 2om, 17m, 15m, 12m, 10m, 6m, 2m, 70cm og 23cm. For lige at give en ide om hvad disse tal dækker over, kan jeg fortælle, at en god antenne til 160m er 80m lang (mindst to parcelhushaver), medens en antenne til 23 cm. er ca. 11 cm. lang. Så på nogle bånd er man nødt til at gå på kompromis.

tilladelse2w

I begyndelsen var der ikke så meget at gøre med. På bordet står der til venstre en hjemmebygget modtager. Til højre en SM19, en canadisk bygget sender/modtager fra 2. Verdenskrig. Telegrafnøglen er en tysk Juncker nøgle også fra krigens tid. Billedet er fra 1958.

Så er der kommet lidt mere på bordet. Modtageren er den samme og nøglen er den samme. Øverst til højre står styresenderen, der frembringer sendesignalet. Til venstre for den står PA-trinet, som er en forstærker, der bringer signalet op på den for mig tilladte effekt. 50 Watt. Alt er hjemmebygget. Under bordet skjuler strømforsyningen sig. Den laver 250V jævnspænding til det meste og ca. 600V til PAtrinet.
Alt er hjemmebygget. På væggen hænger kvitterings kort for forbindelser. Danmark, Sverige, Grønland Øst- og Vesttyskland. Man kunne godt købe noget materiel fra overskudlagrene efter krigen. En tysk sender/modtager kunne købes til omkring 150 kr. Som lærling fik jeg 155kr. om måneden, så det var udelukket.